Hjerteblink triologien

Hjerteblinktrilogien er en romanserie, som jeg har skrevet direkte til lydbogsformatet for Mofibo/ Storytel og som siden hen er kommet på print hos forlaget Peoples Press og Storyside.

Hjerteblink er oversat til engelsk og hele serien udkommer på svensk hos Storytel i 2023.

Hjertebånd vandt lydbogsprisen i 2020.

Over 15.000 har læst/lyttet til Hjerteblink. Over 10.000 til Hjertebånd.

Handling

Hjerteblink handler om kærlighed i dens mange afskygninger og om, hvordan forskellige menneskers historier er uløseligt forbundet.

Agathe er en ældre dame, som har mistet sin mand Erik, hvilket hun har svært ved at acceptere, selvom der er gået et lille halvt år. Indtil hun får opgørelsen på arven, og hun finder ud af, at Erik ikke har været helt ærlig overfor hende.

Tvillingerne Maja og Mark er i starten af 40’erne. De er diametrale modsætninger. Maja er kontrolfreak, og Mark kan ikke rigtig finde sin vej i livet. Begge har de problemer med at binde sig og at tro på kærligheden. Måske fordi deres far svigtede dem?

Og så er der Majas bonusdatter, Natalie, en følsom teenager, der prøver at finde vej i sin voldsomme betagelse af bedsteveninden Nanna.

Til sidst, men ikke mindst er der Mona, som lever i sin egen verden. Hun har skabt sin egen lille romantiske virkelighed, og den har overtaget hendes mulighed for at se den ægte kærlighed.

Alle er de forbundne og i Hjerteblink krydser deres forskellige skæbner hinanden og vender op og ned på deres forståelse af kærlighed og familie.

I Fortsættelsen Hjertebånd’ tumler den brogede flok af familiemedlemmer fortsat med hver deres problematikker. Mark og Maja er på hver sin måde på dybt vand i deres nye forældreroller. Måske er Eriks manglende forældregener givet videre til dem?

Nathalie bliver fortsat udsat for ungdomslivets vanskeligheder, men nu uden en bedste veninde ved sin side. Mona føler ikke, der er nok vingesus over Nikolais romantiske tiltag, men hun bliver selv overrumplet, da hun møder romanceforfatteren over dem alle, Jeff Benedict. Og hos Agathe er livet langt lysere end før – hun har fundet både kærligheden og en familie, men kan lykken vare ved?

I tredje og sidste del Hjertebrist – bliver familiens sammenhold sat på prøve, for hvordan takler man et svigt, som sætter ringe i vandet for alle? Mona skal endelig giftes og brylluppet fylder alt – så meget at hun ikke opdager, hvordan hendes næreste er ved at falde fra hinanden. Maja bliver tvunget til at se sine gamle mønstre i øjnene- hvor tilgivelse ikke er en del af pakken og Mark prøver at finde ud af, hvad der egentlig gør ham lykkelig. Nathalie er på vej mod voksenlivet, med alle dets valg og svære opdagelser, at verden ikke altid er som man ville ønske. Og Agathe kæmper mod en sygdom der langsomt stjæler alt, hvad hun elsker.

Så hvad er en lykkelig slutning?

Scroll to Top