Mellem lys og skygge

I min roman Mellem lys og skygge, som står til at udkomme på Politikens forlag i foråret 2024 er mit fokus på, hvad der sker med mennesker, der bliver bundet af enten køn, seksualitet eller race i en tid, hvor der i forvejen er snævre muligheder for at være den, man er?

Et andet element, som er et mere personligt et af slagsen er, hvordan ens handlinger har konsekvenser for andre. Min far afskrev mig første gang, da jeg var 19 år og har siden gjort det med jævne mellemrum. Grunden ligger i hans historie og hans manglende følelsesmæssige kompetencer. Det retfærdiggør ikke hans handlinger, men jeg vil virkelig gerne sætte lys på, hvordan et menneskes arv, miljø og barndomsoplevelser kan sætte spor i generationer frem. Så det vigtigste i min roman er at skabe nogle karakterer, som er nuancerede og som tager nogle virkelig dårlige valg enten på egne eller andres vegne, hvilket for konsekvenser på godt og ondt.

Det er familien, som institution, der bliver reflekteret i den brydningstid, som er i gang. Ved at sætte familien under pres bliver kanterne flossede, og alt må brydes ned for at blive bygget op igen.

Vi begynder i 1910 i en tid, hvor kvinder bogstaveligt talt var snøret ind. Dyder, regler og kulturelle spændetrøjer er stadig noget, man skal kæmpe med – især hvis man er kvinde. En kvinde i et fuglebur er mit indre billede, som jeg bruger som rettesnor i teksten og plottet. For eksempel, når stuepigen betragter den unge frøken i huset.

I en historisk setting opstår min fortælling om et liv, der skal leves på trods af konventioner. Stumfilmen er en historisk kulisse, der bliver brugt aktivt. Stumfilmens tilstedeværelse i historien har en dobbeltbetydning – den er en metafor for den stemme, som kvinder ikke har. Samtidig med at der i netop stumfilmens univers, var mulighed for kvinder for at komme til orde – Både som skuespiller, manuskriptforfatter og i muligheden for at arbejde.

Kontakt mig

Scroll to Top